Copyright fotograf Mitch Wiesinger

Danmark klarede sig bedre end de andre nordeuropæiske lande

Danmark har klaret coronapandemien bedre end konkurrenterne og er det eneste land i Nordeuropa, som i 2022 har haft flere udenlandske overnatninger end i 2019. Internationalt er turismen også på vej op, om end i et langsommere tempo.

Den internationale turisme har været kraftigt påvirket af coronapandemien – og selv om turismen på verdensplan er på vej tilbage igen, har mange lande fortsat et stort efterslæb i de internationale ankomster. 

Ifølge FN’s internationale turismeorganisation UNWTO har der i 2022 været flere end 900 mio. turistankomster, hvilket er dobbelt så mange som i 2021, men stadig 37 pct. færre end i 2019. 

Europa var den største region i verden med 585 mio. internationale ankomster i 2022. Det svarer til 79 pct. af 2019-niveauet. Dermed er Europa den region, som kom tættest på en genopretning. I Amerika og Afrika blev omkring 65 pct. af den internationale turisme genoprettet, mens Asien og Stillehavsområdet var hårdest ramt og kun nåede 23 pct. af niveauet i 2019. Kigger man nærmere på Europa, kom Vesteuropa tættest på 2019-niveauet med 87 pct. af ankomsterne i 2019. 

UNWTO vurderer, at den internationale turisme er kommet hurtigere igen end først forventet. Dog forventer organisationen, at de internationale ankomster først vil være tilbage på 2019-niveau i 2023 eller 2024. 

Danmark i konkurrentfeltet 

Ser man specifikt på Nordeuropa, faldt de udenlandske overnatninger i både 2020 og 2021, hvor landene var præget af pandemien og de tilhørende rejserestriktioner. Faldet var størst for Storbritannien og Irland, som er meget afhængige af fly. Samlet set faldt de udenlandske overnatninger i Nordeuropa med 24 pct. i 2022 sammenlignet med 2019. 

 

Danmark vs konkurrentlandene - udvikling i udenlandske overnatninger
(indeks=2019)

Kilde: Tourism Economics 
 

Sammenlignet med konkurrentfeltet i Nordeuropa har Danmark oplevet det mindste fald i de udenlandske overnatninger under pandemien. Og i 2022 er Danmark det eneste land, som har flere udenlandske overnatninger end i 2019 – til trods for, at starten af året stadig var præget af rejserestriktioner. Med et indeks på 107 scorer Danmark markant højere end nummer to og tre, som er Norge (92) og Sverige (87). 

Ser man isoleret på Norden (Danmark, Norge, Sverige og Finland), faldt de udenlandske overnatninger 5 pct. i 2022 sammenlignet med 2019. 

Danmark har taget markedsandele 

At Danmark har formået at tiltrække relativt mange udenlandske turister under pandemien, betyder, at Danmark har øget sin markedsandel i Norden. 

I 2019 blev der registreret 28,8 mio. udenlandske overnatninger i Danmark, svarende til 45 pct. af alle udenlandske overnatninger i Norden. I 2020 steg Danmarks markedsandel til hele 60 pct., og i 2021 faldt den en smule til 58 pct. I 2022 står Danmark med 30,7 mio. udenlandske overnatninger for 50 pct. af alle udenlandske overnatninger i Norden, og dermed er Danmarks markedsandel stadig over 2019-niveauet. 

De nordiske lande udgør Danmarks primære konkurrenter, når det gælder udenlandske turister.

Andel af udenlandske overnatninger i Norden i 2022

Figuren viser andel af udenlandske overnatninger i Norden i 2022. Danmark står for 30,7 mio. udenlandske overnatninger, svarende til 50 pct. Sverige står for 15,3 mio. overnatninger, svarende til 25 pct. Norge står for 9,8 mio. overnatninger, svarende til 16 pct. Finland står for 5 mio. overnatninger, svarende til 8 pct. Kilde: Nationale Statistikbureauer

Kilde: Nationale statistikbureauer 
 

2023 forventes at ligge under 2022, men over 2019

I februar 2022 var Danmark et af de første lande, der afskaffede næsten alle coronarestriktioner. Det betød, at genopretningen af dansk turisme kunne komme i gang tidligt på året – især sammenlignet med andre lande. 

For 2023 forventer den internationale analysevirksomhed Tourism Economics, at overnatningerne i Danmark kommer til at ligge under 2022-niveauet, men over 2019-niveauet. Prognosen tager udgangspunkt i en mild recession i Europa i 2023, der ikke forventes at fortsætte i 2024.  

I Tourism Economics prognose fortsætter de danske overnatninger med at ligge på et højere niveau end antallet af udenlandske overnatninger helt frem til 2029.

 
Faktisk og forventet udvikling i overnatninger i Danmark
(indeks=2019)

Figuren viser den faktiske og den forventede udvikling i overnatningerne i Danmark perioden 2019 til 2030. Figuren er indekseret i forhold til 2019 og viser både den samlede, den indenlandske og den udenlandske turisme i Danmark. Den indenlandske turisme har fra 2019 til 2022 udviklet sig fra indeks 100 til 118, og den fortsætter med at stige til indeks 133 i 2030. Den udenlandske turisme har udviklet sig fra indeks 100 i 2019 til indeks 107 i 2022 – men modsat den indenlandske turisme tager kurven et dyk i 2020 og 2021, hvor den ligger på indeks 56 og 59. Den udenlandske turisme forventes at stige mod 2030, hvor den ligger på indeks 135. Fra 2019 til 2022 har den samlede turisme udviklet sig fra indeks 100 til 113 – dog med et dyk I årene 2020 og 2021, hvor den ligger på hhv. indeks 79 og 92. Den samlede turisme forventes at stige til indeks 134 i 2030. Kilde: Tourism Economics

Kilde: Tourism Economics